Finn Naur Petersen, Catalog Nærvær/Presence 1999.
Forord Andreas Jürgensen.
Foreliggende bog dokumenterer Finn Naur Petersens installationer fra de forløbne 10 år. Han har lavet en hel del installationer, men hvor var de? Og hvor er de nu forsvundet hen? Efter at installationerne har været vist, er de taget ned, skilt fra hinanden, ødelagt. Det hører til installationers pointe at forsvinde - men det hører til det forsvindendes pointe at skulle blive dokumenteret.
Installationers fascination ligger i deres tilintetgørelse. Tænk på de mange kvadratmeter bladguld, som Finn Naur Petersens satte op i udstillingen Tre værker (s.s. ). Det blev lagt på den store væg i møjsommeligt håndarbejde, blot for efter udstillingsperioden at blive skrabet ned igen, og derved gjort ubrugeligt. En tabt værdi? En værdifuld ting bliver mere værdifuld, når den tilintetgøres. Det er en asketisk indsigt kendt fra den fjernøstlige kultur ligesom fra vor egen kristne. Der ligger en åndelig tilfredsstillelse i én gang for alle at unddrage noget værdifuldt for denne verdens omfavnelser, at vide værdien i det væsentliges verden. Installationer kan hverken tournere eller beglos, handles eller samles. Det er især det passive, tankeløse snageri, dyrket af TV og PC, der undergraver billedkunsten og ætser i værkernes kunstværdi. Alt det unddrager installationer sig ved blot at forsvinde. Det er et ligeså enkelt som radikalt greb. Efter at installationer med hele deres væsen er overgået i dokumentationernes verden (fotos, videoer, Cd’er, DVD’er o.s.v.), er de immuniserede overfor enhver trussel, originale værker kan tænkes udsat for. Dokumentationerne kan jo mangfoldiggøres, reproduceres, sendes rundt omkring i verden og på nettet, beglos og berøres, uden at værket lider. Installationer overlever i dokumentationens verden - og kun dér.
Foreliggende bog er derfor mere end blot et illustreret appendiks til Finn Naur Petersens værker, eller et bevis for, at værkerne virkeligt har eksisteret. Hvad der ses og læses på de følgende sider er en væsentlig del af selve værkerne. Dokumentationen er installationernes uundværlige grobund, kun i disse fotografier holdes deres kunstneriske substans i live, kun de bærer værkerne ind i fremtiden. Ingen installation uden dokumentation, de hører sammen som suppe og ske.
Måske er det installationers korte fysiske eksistens, deres tilintetgørelse, der gør, at de virker så udpræget symbolsk, måske er det også deres fysiske fravær, deres sublimerede eksistens i dokumentationen, i hukommelsen, i ideernes verden. I det mindste er det forbløffende, hvor hurtigt en installation udfolder uoverskueligt tætte netværk af symbolske betydninger, hvor rollerne for, hvad der er symbol og hvad symbolsk betydning, konsekvent skiftes ud. Installationer fremmer symboler.
F.eks.: Kan man i de sæbeholdere, der som et ledemotiv går igen i så mange af Finn Naur Petersens installationer, se andet end et symbol på hans installationskunst som et hele? Finn Naur Petersens installationer er som sæbeholdere. Ligesom sæbeholdere gennem deres forsølvning hæves op på et andet niveau, hæver installationerne dagligdags ting op på et kunstnerisk og betydningsbærende niveau. Ligesom sæbeholdere foregiver installationerne blot at være noget dagligdags. Ligesom sæbeholdere stumt og uprætentiøst sidder på væggene i arkitekturens marginale rum (på toiletterne), sætter Finn Naur Petersen sine installationer op på uprætentiøse steder på en uprætentiøs måde. Ligesom sæbeholdere har en åben form, har installationerne en sympatisk åbenhed overfor vores fortolkning. Sæbeholdere tilbyder folk brugen af sæben, et symbol på installationernes åbne tilbud om betydnings- og symboldannelse. Den enes opbevarende funktion er den andens lagring af ideer og betydninger. Begge, sæbeholdere og værket, styrker sig gensides som symbol på en udstrakt hånd, begge holder, giver og tager. Sæben i sæbeholderen er symbol på betydningen i installationerne. Ligesom et stykke sæbe er værkets indhold procesagtigt, begge udvikler sig hen til det uhåndgribelige, til deres opløsning i "rene" ideer, begge renser og letter vores liv, idet de selv forgår. Ligesom hos sæbeholderen ligger der over værkerne en stilhed, en intimitet, begge er stiltiende iagttagere, diskret og vidende. Alle burde se Finn Naur Petersens installationer, ligesom alle burde vaske deres hænder.
Tro ikke, der findes grænser for, hvad der i disse installationer kan ses som symbol for hvad. Det sagte er blot en spæd begyndelse. Det hører til kunstnerens gåder at kunne forvandle de mest banale ting til betydningsbærere. Ethvert lille objekt, som ses på de følgende sider, dets placering, farverne og enhver relation tingene, placeringerne, farverne imellem, rummet, ja selve stedet, hvorpå de vises, omgives af betydningens aura.
I 1998 installerede Finn Naur Petersen på den rå ydervæg af en forhenværende militærbygning i Hiroshima 53 forskellige, forsølvede sæbestykker (45 – 98, s.s. ...). Hele det militære område ligger øde hen siden bomben faldt. Er sæberne symbol på størknede tårer, på den store, stumme smerte over bombens ustandselige ekko i vores baghoved? Tårerne presses ud fra den skamfilede murs sprækker, ligesom fra et sammensnøret bryst. Sæberne er i deres forsølvning som fossiler, symbol på, at der er begivenheder, der får tiden til at stå stille. Alle tings værdi ligestilles her. Sæben er et symbol på menneskehedens forhåbning om at kunne vaske samvittigheden ren, om at slippe for med aske på hovedet at skulle kaste sig i støvet i bare anger over dette elendige massemord. Ligesom installationskunstneren kalkulerer med sit værks tilintetgørelse, destruerer mennesket sine egne frembringelser med kalkule. I installationens lys ses stedet, Hiroshima, som symbol på menneskets skæbnesagtige selvtilintetgørelse. Ligesom der for Finn Naur Petersen ligger en befrielse i at se sit værk forsvinde, har menneskeheden en hemmelig og perfid tilfredsstillelse i at tilintetgøre sine egne skabelser og skabninger. Bomben på Hiroshima er et makabert startskud på en uvis og vakkelvorn fremtidig kultur - og installationskunsten er det mest vidunderlige kunstneriske nybrud fra samme tid. Fra midten af sidste århundrede har vi disse to meget stærke symboler på, at alting ikke er endeligt, men gøres endeligt.
I dette overbugnede, mangfoldige og rige betydnings- og diskussionspotentiale ligger Finn Naur Petersens provokation. Installationskunstens betydninger er som et puslespil uden system, hvor alle brikker kan knyttes til alle andre (s.s….). At sætte ting sammen er i sig selv en kreativ beskæftigelse, ikke blot en indledende fase eller en forudsætning for det sammensatte. Processen er som sådan det færdige, mangfoldighedens enhed. Og ingen virkelig provokation, uden selvironi: Finn Naur Petersen har rejst verden rundt for med frelserens gestus at kysse gamle, glemte og faldefærdige ting: et fyrtårn, en flyver, et hus, en bil (s.s....). Det lille sted, hvor kysset rammer, belægges med bladguld: Hvad en kunstner rører, bliver til guld. Hvilken værdi symboliserer dette guld så? Af installationen Kissing the Island blev kun dokumentationsfotos til overs. De gengives nu på side ... og siger: "Se, dette var et værk."
Med den foreliggende bog har vi endelig en dokumentation på Finn Naur Petersens sidste installationer. Bogen er et uudtømmeligt batteri af betydninger, symboler, inspirationer og åndelige værdier, som de nu forsvundne værker med deres korte eksistens har efterladt i verden. Det er Finn Naur Petersens anden bog, der samler op på en 10-års periode med installationer. Den første, Fragment (sne, aske), udkom i 1989. Man må håbe, denne rytme fortsætter ind i fremtiden.
