Abendrot, Efterglød, er genopførelsen af en installation, som Finn Naur Petersen skabte i sin ungdom. Det er første gang, han ga?r tilbage til et tidligere værk for at iscenesætte det pa? ny. Han plejer at lade sine udstillinger forsvinde med tiden, af og til helt bogstaveligt lade dem ga? til grunde i løbet af udstillingen, bygget op som de er af forgængelige og skrøbelige materialer. De er aldrig tiltænkt at have et efterliv i materiel form.
Denne genopførte installation er ligesa?dan. Konstrueret i trælister, japanpapir, voks og lim. Den bygges op pa? ny. Et hus, et tempel, et stykke arkitektur. Suspenderet i luften, svævende, drømmende. Gennemsigtig, sa?rbar og stærk som hud. Et sted midt imellem grund og himmel, mellem krop og struktur, mellem fortid og fremtid.
Et sted mellem genopførelse og præopførelse. Jeg stjæler begreberne fra Oliver Marchart. Han taler om aktivistisk kunst og kunstens intervention i politiske protester. Men der er noget mere generelt over begreberne genopførelse og præopførelse. Kunstnerisk praksis er spændt ud imellem disse poler, mellem eksperimenter med at udvikle æstetiske former og repetitionen af de samme sensibiliteter, som forskydninger og forgreninger af tidligere former ind i nye former.
Gentagelsen er ogsa? en slags præopførelse, en ny opførelse, en uropførelse pa? ny, ma?ske en uopførelse. Minder forsvinder, hvis vi ikke taler om dem, men ogsa? hvis vi taler om dem. De bliver noget nyt, na?r vi lader dem fa? liv pa? ny. De kommer til live igen, men er aldrig de samme igen.
Installationen bygges op pa? ny. Bygges op som Abendrot. Huset, hjemmet, det som var før. En skrøbelig krop med en transparent hinde, ba?de stærk og sa?rbar, porøs og uigennemtrængelig. Det genkendelige opsta?r som et nyt værk, rundet af fortiden, bragt til live i fremtiden, spændt ud mellem grund og himmel, som aftenglød imod en bjergside, som solens gang over himlen, som en bue, der ba?de bærer os bagud til det, der var, og fremad til det, der kommer.
Ditte Vilstrup Holm.