Samtale med Anne Retz Wessberg, leder af Gammelgaard,
i forbindelse med udstillingen 101, april 2008.
Vi er glade for at du vil udstille på Gammelgaard, fortæl lidt om hvad du vil udstille her ?
Jeg har valgt at udstille tegninger/akvareller. Jeg har altid tegnet meget, ikke kun i forbindelse med mine installationer og skitser til større arbejder men også som uafhængige forløb, i en søgen og nysgerrighed efter nyt stof, energi og vækst.
Gammelgaards udstillingsfacilitetter egner sig fortrinlig til det intime og da jeg netop havde taget hul på en proces med focus på den persiske poet Hafiz og ønsket om at materialiserer hans fine poesi, var det bare en kærkommen anledning til at søge dybere og formulere et mere præcist forløb.
Tegningens væsen og ønsket om at udforske medieet, komme videre i den rastløse ånd er jo stærke kræfter og lige præcis der er jeg let at lokke. Jeg møder papiret med meget ydmyghed og er interesseret i at åbne op for alle de muligheder, intuitation og proces bidrager med. Over det hviler en struktur, hvor jeg fastsætter antallet af værker, papirtype og dimensioner. Når jeg udstiller 101 tegninger er det selvfølgelig både en fiks ide og en reference til det mellemøstlige eventyr, men også et vigtigt signal til min egen indre ”proccesser”. I den er der masser af uudforsket land, nysgerrighed og svage områder.
Når du nævner de svage områder i dit kunstneriske virke og du brændende ønsker at udvide din kompetance, hvad er det, som driver dig til at undersøge og arbejde ?
Det er en drift, en proces iværksat for længe siden, der hele tiden skal fodres med ny viden og erfaring, en stor nysgerrighed og en optagethed af ånd og materialer der skal kanaliseres ud i kunstnerisk form.
Man skal ikke undervurderer effekten af at bestige nye bjerge, indtage usikre og farlige områder på den indre bane og tvinge sig selv til at revurderer sin egen selvtilstrækkelighed.
Det første jeg vedtog da det snart for mange år siden gik op for mig at jeg ikke kunne slippe den kunstneriske nerve, var det noget naive, at jeg ikke skulle gentage mig selv i arbejdet og havne i en stivnet og konventional form. Der er masser af kunstnere der med stor succes bruger gentagelsen og genkendeligheden, nogen oven ikøbet med stort indhold og et relevant budskab. Jeg derimod forholder mig altid til et udgangspunkt der hele tiden revurderer den sidste kompetance og prøver samtidig at inddrage nye og uafprøvede løsninger.
Det er svære odds, men der er selvfølgelig en linie og en sanselighed i min materialebearbejdning der kæder de forskellige projekter sammen. Mine installationer hviler jo meget ofte på det givne rum og de fyssiske rammer og miljø , således at værk og rum ofte er uadskillige. Her ligger et stort formidlings arbejde, værkerne kan ikke flyttes, de eksisterer i princippet kun de 3 til 4 uger udstillingen varer og det ofte i ukonventionalle udstillings-sammenhænge. Mine værker, bortset fra de grafiske, figurerer derfor næsten ikke i samlinger og på museer og det er en naturlig, omend lidt kedelig status.
Hvad vil det egentlig sige at skulle organiserer sit arbejde, og ser du her en skillelinie imellem kunstnerisk og mere rutine præget arbejde. Er det det at skulle presse sig selv hele tiden og være overskridende ?
Det er en slags resuorse der må stimuleres, hele kunstbegrebet er efterhånden meget udvandet og vi er alle kunstnere idag. Drømmen siver fra kogekunst videre til skøjtebanerne og vi ser kunsten indgå i flere og flere tvivlsomme pagter med et stærkt kontrollerende regeringsgrundlag der ligestiller alle former for aktiviter i en misforstået samfundsmodel der er lige så grotesk som den er sørgelig og værdiløs. Selve kunstfrembringelsen er selvfølgelig meget individuel betinget, jeg personlig anser det praktiske problem som det mest undervurderet. Der ligger mange spilte kræfter, og vidunderlige visioner gemt i dynger af vasketøj og ubetalte regninger. Hele logistikken med det sociale og især det økonomiske aspekt er desværre en alt for stor medspiller i de fleste kunstneres liv.
Kan du i forbindelse med udstillingen sætte nogle konkrete eksempler op på dine overvejelser og analyser i forbindelse med udstillingen på Gammelgaard, dine beslutninger om at udstille akvareller/tegninger, hvordan starter det ?
Det er i et krydsfelt af udfordringer, der især er styret af det stof, den faglighed du lige nu er optaget af. Falder det sammen med en mulighed for at udstille, har du pludselig en enestående chance for at konkretiserer dine visioner, og her sad jeg midt i en stor poetisk gavebod og læste Hafiz. Det er meget billedrige tekster som er skabt i 1300 tallet i Shiraz i det gamle Persien og Hafiz er elsket i hele den mellemøstlige verden.
Begyndelsen var taget til et forløb på papir og en proces der siden hen har lukket op for al den anden ”trafik” der passerer forbi mit arbejdsbord i Kronprinsessegade. Det er netop intuition og åbenhed over for det der sker på det hvide papir der er det mest givende og koncentrationen og nærværet skal være optimal for at udløse de bonus point som udskiller det sublime fra det ordinære.
Intuition er et nøgleord i mit univers og dets form er selvfølgelig meget egenrådig i forbindelse med tegningens væsen. Her opererer jeg, modsat mine installationer, uden fyssiske rum og ingen omkostningsplaget budgetter og håndværkere, men i den lille skala hvor hver et strøg, hver en streg har sin egen identitet, lidt som en koncert udført for solo instrument.
Du starter et sted på papiret og måske, måske ikke, rammer du tonen, men du er nødt til at tro på det kan lade sig gøre, at der rundt om hjørnet lige om lidt venter det, der giver den der ekstra varme i kroppen og følelsen af at være på vej.
Er det her erfaringen spiller ind ?
Ja, på godt og ondt opsamler du efterhånden en slags baggage som klæber til til dig og det er på den slagmark slaget bølger frem og tilbage med sejrens sødme som katalysator for nye landvindinger.
Det er også her du bliver konfronteret med de processor du hader, den alt for lange opstart når du kaster dig over et nyt projekt, hvorfor skal jeg bruge 3/4 af en afmålt periode på ”bare”at arbejde mig varm ? Her hjælper ingen erfaring, det er en ommer hver gang.
Det synes jeg er interessant, samtidig kan jeg godt forestille mig andre kunstnere har fundet arbejdsmetoder og oplæg hvor det måske mere er i udvælgelsen end i selve processen at beslutningerne tages. Generalt er det vel vigtigt for beskuren at vide at der ligger en meget stor udvælgelsesprocessproces bag hvert værk og at der eksisterer et stort tidsperspektiv?
De fleste kunstnere er jo på arbejde hele tiden og det lyder måske som en besættelse, men det er jo ofte spændende og dragende tanker på vej mod nye mål og værkforløsninger.
Det er vel også der man finder glæden og forløsningen i arbejdet ?
Arbejdet foregår i flere forskellige niveuer, fordi jeg har valgt at benytte mig af ret så forskellige udtryksformer. Først og fremmest er jeg billedhugger, det er her mit faglige gen udspringer og det er især i arbejdet med værk, rum og beskuer jeg har lagt de fleste anstrengelser, men interessen for alle de beslægtede udtryksformer har gang på gang ført til nye og spændende udfordringer. Tegning som begreb er jo utrolig dragende og det har været en intens oplevelse at skulle bearbejde mine egne myter og fordomme om det (næsten) hvide papir. Det betyder at du ikke uden videre kan sammenfører de forskellige erfaringsgrundlag i din arbejdsproces. Du må finde en platform i hver enkelt disiplin og leverer varen ud fra den givne situation og forsøge at bevare det overordnet og regulerende greb som koordinerer og skaber sammenhæng i alle dine forskellige udtryk. Lykkedes det kan det godt være forløsningen og glæden ikke kun er abstrakte begreber.
Det lyder næsten som om at den egentlige udfordring i tegningen ligger i at bevare udtrykket og på samme tid beherske enkelheden ?
Der går en rød tråd igennem næsten alle mine arbejder, en optagethed af det transperante, letheden og en bred vifte af tolkningsmuligheder, en åbenhed, som rummer en nerve og den har jeg forsøgt at fastholde i 101.
Glem ikke at jeg er et ”procesmenneske”, det er her jeg finder næring og det er i det rum forløsningen sker. I afviklingen af en udstilling er det slut. Alle mine værker og installationer eksisterer kun som fotomateriale i bogform og det har mange praktiske fordele.Du har ikke brug for lagerplads, du slipper for at blive konfronteret med dine gamle værker og blive i dårlig humør, men som sagt kolliderer det lidt med museers indkøbspolitik og det flow og genkendelighed en status er så afhængig af.
Du er jo lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvordan får du de to verdener til at hænge sammen, det meget formidlingspræget, undervisningen og dit eget kunstneriske virke ?
Et ønskejob med helt klare sammenhænge i et center for udveksling af ideer og energi er det helt banale svar. De første år var meget fyssiske, indtil jeg fandt en form en gensidgighed i hverdagen hvor jeg fandt ud af at åbne op for alle de kvaliteter og energier de studerende råder over. Jeg finder rigtig mange lighedspunkter i de bevægelser de unge fortager, den afsøgen efter alternative stof og indhold, deres projekter uden for rammerne af den etablerede kunstscene, men også deres kompetance og mod til at løse alverdens problemer.
Jeg er jo lektor på grafisk skole og her varertager jeg undervisningen i gamle klassiske teknikker, såsom litografi, radering og fotogravure. I stillingen er forskningspligt indskrevet og det er ikke kun i forbindelse med udvikling af nye og spændende teknikker, men så sandelig også i forhold til mit eget kunstneriske virke. Det bevirker at der en klar overensstemmelse imellem de forskellige disipliner.
Når nu du er så tæt på de unge, hvilke tendenser ser du lige nu ?
Det er en meget bred vifte af forskellighed du møder hvis du besøger akademiet idag. Der er rigtig mange der maler og det har der været de sidste 8-10 år. Maleriet har godt fat i en stor del af de studerende, der er stor efterspørgsel efter unge malere uden for akademiets porte og det frister selvfølgelig. Vi har en stor gruppe af studerende der arbejder med video og lydkunst og der er også en stor gruppe der er optaget af den sociale dimension, urbane spørgsmål og feminisme.
Hvad ser du som kunstens fornemste opgavelige lige nu, i og med demokratiseringen er slået igennem og vi alle kan købe oliefarver og kalde os kunstnere?
Der kan vi jo vende tilbage til traditionen og akademiet, en slags mesterlære, som desværre er under hårdt pres hele tiden, her skal vi nemlig koordinerer vores arbejde og tilegne os en overordnet universitetsmodel der i sin grundform favoriserer de boglig stærke studerende. Vi skal ikke være bange for forrnyelser men vi skal træde varsomt og ikke undervurderer det potientialle 250 års historie har ført med sig. Vi må ikke udhule vores faglighed og den tid det tager at få bare en fornemmelse for det skabende. Dette er et stort fagområde med masser af kompleksitet og jeg tror det kræver en slags uddannelse at forholde sig til disse begreber. Det betyder ikke at du skal gå på en kunstskole (jeg har aldrig været på en), men du skal søge kreativt selskab og har du talent og faglighed, kompetance og ydmyhed, så er der håb, hvis du er stædig nok til at få tilegnet nogen forudsætninger for at forstå kunstens væsen og selv agerer i dette rum -.
