Seksten måder at klemme en citron
Ditte Vilstrup Holm
Der er en vis frustration forbundet med at skrive et kunstværk ind i en kunsthistorisk ramme. Teksten kommer let til at savne fylde, varme og alle de præcise sensibiliteter, som er indlejret i værket, og kun sanses i dets nærvær. I hvert fald hvis man skriver om værker af den slags, som Finn Naur Petersen skaber, hvor den sanselige dimension – i sin øjeblikkelighed og momentane karakter – er så stærk, at den oppebærer værkets stemme.
Lettere bliver det ikke, når man skal binde to udstillinger sammen, som potentielt trækker i to forskellige retninger, men alligevel har sine bindingspunkter, fordi de tidsligt ligger i samme periode, dvs. inden for et halvt års tid, og gentager visse elementer i forskellige variationer, primært citroner.
Samtidig er de to udstillinger Finns samling (observationer) (9. oktober-17. december 2010) og Drawings to the Dead (15. – 29. januar 2011) som nat og dag: som sprudlende mangfoldighed over for nedtonet enkelhed og som eksperimenterende legefuldhed over for sørgmodig skønhed. Ja, næsten som liv over for død.
Ind imellem ligger en smertefuld privat erfaring, som Finn diskret skriver ind i Drawings to the Dead gennem en dedikation til sit barnebarn Sofia Naur, der kun nåede at leve otte uger. Er det væsentligt for forståelsen af værket, kan man spørge, og måske er det ikke. Men det presser sig på for mig, fordi det gør det næsten umuligt at bibeholde den tone, jeg anlagde for et halvt år siden i pressemeddelelsen til den første udstilling, hvor spontanitet og kunstnerisk liv stod i højsædet.
Dermed stiller det mig også overfor et valg i forhold til en ny samlende tekst om de to udstillinger. Skal jeg revidere mit syn på den første udstilling og smide den gamle tekst ud. Eller skal jeg lade den stå, som den var, som et udtryk for de tanker, som Finns samling (observationer) gav ophav til hos mig på det tidspunkt, og blot tilføje et nyt lag, som det historiske perspektiv og den efterfølgende udstilling skaber?
Valget er næsten givet på forhånd, når det handler om at respondere på Finn Naur Petersens arbejder, for selv om han typisk lader sine værker forsvinde, når udstillingen er slut, så får de af samme grund lov til at stå tilbage i erindringen præcis, sådan som de var. Så derfor følger nu den tekst, jeg skrev om Finns samling, da den blev lanceret i oktober 2010.
Finns Samling (observationer)
Finns samling (observationer) er en udstilling af 120 tegninger. Men det er mere end det. Det er også en udstilling af et hjem, et arbejdssted, ja faktisk, af et arbejdsliv. Tre spor folder sig ud fra Finns samling (observationer): Det første handler om intuitionen, den kunstneriske proces og skabelsen. Den er tydeligst i tegningernes intime ryk fra streg til koncept, fra koncept til konstruktion, fra observation til observation.
Det næste spor handler om udstillingen som kunstværk. For hvad udgør værket her? Når man åbner sit hjem og sin arbejdsplads som udstillingssted for sit ”arbejde”, er der så en grænse mellem værk og ramme? Det tredje samler de to andre spor i forestillinger om kunstnerens privatliv: hvad er det, vi som publikum leder efter i et kunstværk? Og hvad åbenbarer sig for os i den smeltedigel af tegninger, udstilling, hjem og arbejdsplads, som Finns samling udgør?
Intuition og observation
I Finns samling vidner tegningerne om intuitionens dans i den kunstneriske proces. De er udtryk og redskab for intuitionens synteser; en tanke leder til en figur, som leder til en ny tanke, og sådan føres vi vidt omkring, fra det helt nære og intime til det storpolitiske og besværlige, fra det lette og humoristiske til det historiske og tunge.
Den franske filosof Henri Bergson beskrev intuitionen som en bølge, der strømmer igennem intellektet og opløser dets rationelle forståelsesrammer til et forfinet instinkt for livets delikate relationer. Vi analyserer og overvejer, strukturerer og organiserer, men i sidste ende er det de uforudsigelige synteser på tværs af livets materiale, som åbner op for noget nyt og endnu uforløst.
120 observationer: ”Afghanistan” hedder en tegning. ”Seksten måder at klemme en citron” er titlen på en anden. En tredje tegning hedder ”Holberg”, en fjerde ”Min fars ånd”. Der er alt fra solopgange og papegøjer til kager og bjørne der angriber. Vi er inde bag huden på kunstneren i den kunstneriske proces; dér hvor intuitionen tager over og hiver kunstneren med i skabelsens egen performative energi.
Udstillingen som kunstværk
Hans Ulrich Obrist skriver i A Brief History of Curating, at den nyere tids kunsthistorie måske snarere er udstillingens historie end kunstens historie. Den første udstilling skaber rammen for, hvordan kunstværket kan forstås, siger han; men man kan trække teorien videre end det, for i dag er kunstværket intimt vævet sammen med dets stedsspecifikke præsentation. Finn Naur Petersen har fulgt dette spor konsekvent i sin hidtidige produktion og fortsætter med det i denne udstilling=kunstværk.
For i virkeligheden er det udstillingen som helhed snarere end de enkelte tegninger, der udgør kunstværket. Det er nemlig mere end en udstilling af 120 tegninger. Det er et helhedsværk af hjem, arbejdssted og produktion. Det er arbejde og liv smeltet sammen til en helhed og præsenteret for publikum i sine intrikate sammenvævninger: samspillet mellem tegningerne og de rum de udstilles i, og som også har dannet rammerne for deres skabelse.
Som udstilling=kunstværk peger Finns samling på en nutidig samfundstrend: Grænserne mellem arbejdsliv og privatliv flyder sammen; vi lever vores arbejde; vi arbejder hvor som helst; vi er vores arbejde. Vi skal investere følelser, fantasi og liv i vores produktivitet, ja, vi skal alle performe som en kunstner i arbejdslivet. Tegningerne på udstillingen er skabt her i hjemmet, ved arbejdsbordet, lige rundt om hjørnet fra køkkenet og soveværelset, lige midt i kunstnerens liv. Og det er ikke helt til at skelne værk og liv fra hinanden.
Kunst og liv
Den hjemlige scene såvel som tegningerne leger med vores tilbøjelighed til at ville afkode kunstnerens privatliv, ja, hans private jeg, i hans værker. Vi får ikke bare adgang til kunstnerens ideer og forestillinger gennem tegningerne, men også til hans hjem, hans privatsfære. Tænker du anderledes om et værk, når du betragter det dér, hvor kunstneren har skabt det? Eller når du betragter det dér, hvor kunstneren sover om natten?
Men udstillingen leger ikke bare med forestillinger om kunstnerens liv. Den leger også med forestillingen om kunstnerens død. Finns samling ligger næsten dør om dør med Davids Samling. To lejligheder med kunstværker på udstilling, to stuer forvandlet til rammer for kunst. Gør tegningerne hjemmet til et mausoleum, eller giver hjemmet liv til tegningerne? Får vi adgang til kunstnerens levende liv, eller er dette først et publikums privilegium, når kunstneren er død?
Legen bliver dog aldrig alvor. Det er en flirt, et eksperiment, som fastholdes i den kunstneriske performance, dér hvor kunsten skaber forestillingen om kunstnerens private jeg. Ikke dér hvor kunstnerens liv bogstaveligt fyldes i kunsten. Her oplever vi et niveau, som etableres af det kunstneriske arbejde, ikke noget under eller over. Det er gjort ene og alene af det liv, som skabes af kunstneriske observationer, af streger, tanker og intuitive forbindelser, upræcist og uorganiseret, men desto mere fyldt med fantasiens forviklinger og den uovertrufne sansning, som kommer fra et liv levet i kunstens æstetiske dans.
Drawings to the Dead
Fire måneder senere er stemningen en helt anden. Drawings to the Dead åbner på udstillingsstedet North i indre København: tredje baggård og til venstre ned i kælderen. Et ujævnt gråmalet kvadratisk rum. Ingen vinduer. Ingen forstyrrende elementer, og slet intet privat habengut. I hvert fald ikke på overfladen. Men selv om det private ikke længere presser sig direkte på, så har det medført et markant stemningsskift i forhold til Finns samling.
Det legefulde er mindsket i styrke, om end letheden stadig er intakt. Kompleksitet og mangfoldighed har givet efter for enkelhed og en mere afdæmpet atmosfære. Ikke længere 120 spor af fantasiens kolbøtter, men én enkel præcis installation af 800 citroner. 800 tegninger til den døde.
Citronerne er sømmet op på udstillingslokalets vægge, omhyggeligt distribueret ud over den tilgængelige vægplads, men uden et regelret mønster. Dertil en lille udstoppet fugl, som sidder på en lille gren ud fra den ene væg. Og et garnnøgle, foldet 8 cm ud, øverst op i det ene hjørne på en lille hylde. Det er det hele.
Hvis man ikke medregner processen fra citronernes friske gule farve ved udstillingens åbning til den tiltagende modning efterfulgt af forrådnelsens grøn-hvide mug, der aflejrer sig som fugtpletter på væggen og gulvet, hvor citronerne også efterhånden falder ned, når sømmet ikke længere kan bære tyngden af deres kroppes falmede spændstighed.
Tegning i et udvidet rum
Man har længe talt om maleri i et udvidet felt. Men egentlig er det alle de klassiske kunstarter, som har set sit formsprog eksploderet og eksperimenteret ud til sine grænser i de seneste årtier. Drawings to the Dead hører umiddelbart til kategorien installationskunst, men igennem titlen kobles den op på tegningen som udtryksform. De 800 citroner er ikke blot citroner, men 800 tegninger til den døde.
Citroner har i kunstens historie været brugt som symboler på død, men her er citronerne ikke blot ikoniske referencer til livets forfald: de er også i semiotisk forstand indeksikale aftryk, der aflægger spor af processen fra liv til død. Citronerne tegner med deres safter på væggen, efterhånden som de mugner og går i opløsning, for til sidst at falde til gulvet. De skaber spor efter liv, men spor skabt af død og forfald.
I Finns samling var utilsigtede aftryk og pletter en integreret del af den skabende proces. De var en katalysator for tankens nye ryk, for nye forestillinger, som satte tegne-processen i gang. Med kærlig hilsen til den surrealistiske automattegning, som ønskede at sætte tankerne fri fra over-jeget’s censur, legede Finn Naur med spillet mellem kunstnerens liv og kunstens udtryk. I Drawings to the Dead er pletterne derimod værkets afslutning; et aftryk efter den kunstneriske proces. Ikke længere startskud for udstillingen, men tegn på udstillingens afslutning.
Seksten måder at klemme en citron
De 800 citroner blev kørt ind fra Grønttorvet. Forhandleren troede, at han leverede til en restaurant. Finn Naur Petersen lod ham forblive i troen. Var det for brutalt at afsløre, at frugterne skulle fæstes til væggen og efterlades til deres skæbne?
I fjorten dage skabte citronerne et lille stykke natur i Nørregade-kælderen. Fuglen kan bevidne det. Den lod citronerne agere citronlund, lod dem fylde luften med sin syrligsøde duft, lod dem skinne som sole på en sommerdag, men kun for en kort stund. Sådan er det typisk i Finn Naur Petersens installationer. De skabes og får liv for siden at opløses og forgå. Tegningerne falder ned fra væggen som her i Drawings to the Dead. Er vi kommet til vejs ende, eller opstår der nyt liv fra denne død?
For mig forfulgte Drawings to the Dead et enkelt af de mange spor, som Finns samling kastede ud halvandet år forinden. De 120 tegninger bliver et enkelt billede, tredimensionelt i fylde og styrke, som ikke længere forstyrres af tankens andre sidespring, men fastholder enkelheden af dens vanvittigt smukke og absurde udtryk.
Hvor Finns samling var et netværk af tanker på kryds og tværs, så er Drawings to the Dead et ultrakort, men uendeligt dybt kontinuum mellem liv og død. Det er det første rum og det sidste rum. Det rum, der huser livet i sin skabelse og i sin nedbrydelse. Det er både et øjeblik og en evighed, en citronlund og et uendeligt univers. Det er alting og intet. Skrøbeligt og magtfuldt.
