Finn Naur Petersen, Catalog Nærvær/Presence 1999.

Transformationsenergier, Ann Lumbye Sørensen

 

Finn Naur Petersen har til stadighed arbejdet med en procesorienteret kunst, hvor der er en fin overensstemmelse mellem praksis og hans dybe fascination af vækst, både konkret og set som en poetisk metafor. Men hans store installationers midlertidige karakter medvirker også til at understrege det forhold, at kunstudøvelsen ikke adskiller sig fra livets øvrige foreteelser. Ting opstår og ting forgår.

 

De stedbestemte udstillinger

I første halvdel af 1980'erne arbejdede Finn Naur Petersen tæt sammen med fire andre kunstnere i værkstedet Leifsgade 22 i København. Kernen i dette samarbejde var markante fællesprojekter, som blev gennemført i nedlagte industribygninger, men dog også inden for kunstinstitutionens rammer. Når industribygningerne fremhæves her, skyldes det, at gruppens kunstneriske dialog med disse nærmest historieløse og oversete bygninger på dette tidspunkt var enestående på dansk grund. Strategien bevirkede en ny vurdering af de ældre industribygningers arkitektoniske kvaliteter, og for kunstnerne var det en udvidelse af mulighederne for æstetiske undersøgelser.

Spørgsmålet om at definere kunsten blev sat til diskussion med disse midlertidige, stedbestemte udstillinger, hvor grænsen mellem selve stedet og de tilføjede strukturer blev afprøvet. Den kunstneriske praksis var kort skitseret at genbruge stedets egne materialer i kombination med nye bearbejdede elementer. Gulve blev brækket på, mure gennembrudt og vinduer erstattet med et andet materiale. Det var en eksperimenteren med flade og volumen, vertikale og horisontale forløb samt materialers tekstur og farve. Resultaterne forvandlede stedets triste forladthed, og samtidig blev betragteren udfordret til en ny orientering via de kunstneriske indgrebs kollektive pejlinger. Finn Naur Petersens sensibilitet for materialerne og hans sans for det mikrokosmiskes betydning medvirkede i høj grad til at give bygningernes grove rum en poetisk dimension, der kunne henvise til eksistensens skrøbelighed og spiritualitet.

Fællesprojekterne fra værkstedet Leifsgade 22 var et dansk bidrag til en international tendens, der tog sit udgangspunkt i materialernes og udtrykkets balance med det eksisterende sted og forkærligheden for alternative udstillingsrum. Projekterne er en særlig kategori og den stedbestemte udstilling er en ny genre inden for samtidskunsten med rødder tilbage til 1960'ernes land-art, hvor kunstnerne opgav de konventionelle udstillingssteder til fordel for uprøvede lokaliteter fjernt fra det traditionelle kunstliv.

Kunstværkets status som handelsvare blev undermineret, og kunstbegrebet mere rummeligt. I 1970'erne blev eksperimenter med installation samt video og performance vigtige ingredienser i den stedbestemte udstillings billedforråd. De projektorienterede udstillinger med midlertidige værker har siden hjemsøgt vidt forskellige urbane lokaliteter, som for eksempel kirker, fængsler og nedlagte fabriksbygninger. Udstillingsinstitutionen har samtidig overtaget en lignende praksis; i Danmark eksempelvis tilblivelsen af Kunsthallen Brandts Klædefabrik.

 

FRONT - en tidslomme

Finn Naur Petersen har i de senere år udvidet sin kunstneriske praksis med en ny og fortællende dimension, idet han blandt andet overfører visse figurative billedelementer fra udstilling til udstilling som en art bagage af vigtige ting. Men et strejf af nostalgi ønsker han at bevare om ikke alt, så noget fra glemslen. Den fotografisk bearbejdede serie Kissing the Islands (1996-97) er nok en satire over turistens fotoiver, men afslører også en indadvendt side hos kunstneren, en side, der kommer til udtryk med installationen Front.

Når betragteren overskrider tærsklen til Front, forlader han eller hun samtidig kunstinstitutionen for at blive omsluttet af værket. Den første desorientering må efterfølges af en accept af en anderledes sted med nye regler. I kraft af sin fragmenterde og uafsluttede karakter - som en igangværende proces - danner installationen sekvenser af endnu ikke fastlagt betydning.

Kunstnerens pointe er, at søge etableret en overenskomst mellem betragter og værk, så en dialog kan skabes. Installationens elementer må derfor bestå af genkendelige, almene tegn som resonansbund for de efterfølgende koblinger, som skaber den personlige oplevelse. Front er således et åbent kunstværk, der først taler til genkendelsen, derefter til overraskelsen og forundringen.

Lys strømmer ind gennem koboltblå vinduespartier og bader et sceneri i en nærmest sakral stemning. De oprindelige klare ruder er smadret i tusind stykker, og glasskårene flyder på gulv og karme. men blandt voldens banale spor ligger forsølvede hverdagsgenstande, familiens nødvendighedsartikler feticheret i lighed med ritualet at forsølve barnets første sko som evigt minde. Nogle af disse forsølvede ready-mades har varet brugt i anden sammenhæng, men til Front er antallet forøget for med flere nuancer at afdække og indkredse begreber som barndom, erindring og betydning.

I passagen mellem installationens to rum hænger på en væg en lyskasse med et stort fotografi af to drenge, et typisk familiefoto af kunstneren som barn og hans bror. Dette indslag kan ses i sammenhæng med en i den aktuelle kunst udbredt interesse for selvbiografisk stof som afsæt for refleksioner om identitet og historisk forankring. Den tilstand mellem banal genkendelse og en nydelsesfuld forførelse gennem installationens materialeanselighed, som betragteren udsættes for, kan sammenlignes med de billeddannelser, der skabes hos læseren af et digt.

Aktiveringen af dagdrømmen er en rød tråd i Gaston Bachelards La poétique de l'espace (1957), hvor den franske filosof påviser, hvordan poesien kan omskrive huset og dets særegne rum til lokaliteter for egne erindringer og for de steder, hvor vi i barndommen havde vore dagdrømme. Finn Naur Petersens installation har potentiale til at nå betragterens ikke-artikulerede niveauer i bevidstheden. Således kan Front med sit både hemmelighedsfulde og objektive, konkrete billedsprog være en tidslomme for dagdrømmens nødvendige eskapisme fra det informations- og overvågningssamfund, som så ofte er påpeget som vor tids vilkår.