VOKSEVÆRK
af Ditte Vilstrup Holm
Voks er det primære materiale i Finn Naur Petersens udstilling Frederiksbergtegninger. Den er smurt og malet på væggene i flere lag og i forskellige nuancer. Et team af folk har arbejdet hele ugen op til udstillingens åbning, varmet voksen op til flydende form og møjsommeligt tilføjet væggene lag efter lag efter lag.
Sådan har kunstnere egentlig gjort igennem århundrede. Altså ikke præcist sådan her. Men de har manipuleret og eksperimenteret med et materiale eller en substans. For malere har det været stenstøv og væsker, for skulptører sten og ædle materialer. Man skærer til, pulveriserer, varmer op, former til og blander sammen.
På den måde har kunsten altid været et laboratorium. Ikke i den moderne videnskabelige forstand naturligvis. Kunstens laboratorium har mere karakter af at være rum for alkymistiske eksperimenter. Man ved ikke rigtigt, hvad der sker, når man starter en proces, og det er både kunstens udfordring og dens drivkraft. Måske falder det hele til jorden. Måske skaber man guld.
Voks er en substans, som kan manipuleres ved opvarmning. Den bliver flydende ved ca. 45 grader. I Møstings Hus’ udstillingssal har der i ugen op til udstillingsåbningen stået nogle transportable kogeplader med store gryder midt på gulvet. De har smeltet plader af voks, som siden er blevet malet på væggene i lag efter lag, mens voksen samtidig kølede ned, størknede og satte sig som pastose, ujævne lag.
En lille del af voksen er bivoks, og den gule farve kan associere til bikuben. Befinder vi os inde i en bikube i Frederiksberg Have? Et lille aflukke, en egen koloni. Er Frederiksberg Have en aflukket enklave? Er Frederiksberg? Voksen er en af de mange små henvisninger i udstillingen til Møsting Hus’ placering i Frederiksberg og i den kultiverede natur i Frederiksberg Have. Inde i udstillingens mindre rum er der tegninger af planter, som er skåret ud af en bog, der første gang blev udgivet i 1650, da Frederiksberg oprindeligt blev anlagt. Tegningerne er malet ind i voksen.
Vi kan også se installationen her som en osteklokke. Voksen er nemlig industrielt fremstillet og bliver primært brugt til at isolere oste – og så har den en særlig effekt på akustikken. Den dulmer lydene i rummene. Ellers bliver den industrielle voks brugt til kosmetik, hårmidler, stearinlys, skopudsemiddel og til at isolere surfbrætter. Den har mange potentialer. Også kunstneriske.
Voksen har faktisk en lang historie som kunstnerisk materiale. Nogle af de tidligst kendte skulpturer fra Ægypten er skabt i voks, og her brugte man senere voks til at male portrætter af de døde på kisterne. Det man kalder enkaustisk maleri. Voks er også blevet brugt som materiale ved bronzeafstøbninger. Men jeg tror nu nok, at det er første gang, at voks er blevet penslet på alle væggene i en udstilling og dermed får lov til at træde frem med sine selvstændige sanselige, æstetiske kvaliteter.
Og det er egentlig de kvaliteter, som betyder mest for Finn Naur Petersen. Det gælder voksens transparente fremtoning og dens pastose størkning. Det gælder dens gullige nuancer, dens bløde overflade og dens akustiske effekt. Og dertil fornemmelsen af, at den er manipulerbar og lader skabelsesprocessen aftegne i sit udtryk. Vi kan se, hvordan den har opført sig, når den blev malet på væggene. Og så kan den både holde i århundrede, men også smelte, hvis for eksempel temperaturen i rummet ændrer sig markant.
Der er altid en dimension af tid og forgængelighed på spil i Finn Naur Petersens installationer. Værkerne eksisterer typisk kun under udstillingsperioden. De har et kort liv. Som planter og dyr i naturen. Og potentialet for transformation og muligheden for at se processen op til udstillingsåbningen og processen under udstillingens forløb er en væsentlig del af installationens udtryk.
Men hvorfor skal udstillingsstedet overhovedet blive et laboratorium for eksperimenter med voks? Historisk har kunstnere eksperimenteret med deres substanser på atelieret. Vi andre så kun det færdige resultat. Med installationskunsten er situationen dog en anden. Nu er det her, midt i udstillingsrummet, at substanserne manipuleres. Laboratoriet er flyttet fra det private og ud i det offentlige rum.
Ikke bare fordi installationen bliver lavet på stedet. Når udstillingsrummet er blevet et laboratorium, så skyldes det også, at det materiale, som manipuleres, ikke bare er voksen på væggene, og de andre diskrete elementer, som indgår i udstillingen: guldbladene, den arabiske oversættelse af Grundtvig, fuglen, citronerne – alle små minder fra Finn Naur Petersens tidligere installationer, som her får en ny betydning, når de knytter sig til Frederiksbergs historie som et naturreservat for de rige.
Vi som går ind i installationen er også materialer i laboratoriet. Vi er en del af det, som bliver manipuleret med. Vi er ikke bare øjne, som betragter et kunstværk. Vi er kroppe, som bliver sanseligt udsat for værket. Finn Naur Petersen gør det diskret. Lyden ændres en anelse med voksen på væggen. Synet påvirkes på grund af voksens gule toner, de pastose lag kribler i fingrene efter berøring, og ja, man må gerne røre. Og så er der nogle ventilationsriste, der måske, måske ikke, sender luft igennem rummene, og nederst reflekteres vi i spejle monteret foran udstillingens varmekilder.
Møstings Hus’ udstillingsrum fremstår med en særlig lyd, lys og luft, som vidner om tiden, der passerer, og som kobler an til Frederiksbergs historie og til kunstens historie, og selvfølgelig, til kunstneren Finn Naur Petersens værkhistorie.
